Håndværkstaksator

til forsikringssager

En stor del af vores arbejde som tømrer sker gennem forsikringer. Vi er stolte af at være fast håndværkstaksator for de fleste forsikringsselskaber i landet. Det betyder, at det er os forsikringsselskabet ringer til, når en af deres kunder, i geografisk nærhed af os, anmelder en skade. Herefter kan vi hjælpe med sagen fra start til slut til både forsikringsselskabets og slutkundens tilfredshed. Vores arbejde med forsikringssager er klart vores store force, fordi vi har gjort det så længe.

Forsikringsskader vi arbejder med som håndværkstaksator

I praksis håndteres vores forretningsområde omkring forsikringsskader af vores serviceafdeling. I serviceafdelingen sidder nemlig en lang række af byggeledere, som har taget efteruddannelsen til håndværkstaksator, hvilket giver dem titlen certificeret håndværkstaksator og gør dem i stand til at arbejde professionelt med forsikringsskader.

Vi arbejder med mange forskellige typer af forsikringsskader, fordi vi som tømrere ofte har en central rolle i udbedringen af skader. Vi plejer at sige, at vi som tømrer enten kan klare hele udbedringen selv, eller at vi skal starte og slutte udbedringen, fordi vi ofte skal “bane vejen” for en anden faggruppe, for derefter at gøre det pænt igen bagefter.

Som håndværkstaksator arbejder vi f.eks. med:

  • Indbrudsskader
  • Brandskader
  • Rådskader
  • Vandskader
  • Stormskader
  • Rørskader
  • Svampeskader

Derfor spænder vores arbejde som håndværkstaksator bredt. Fra ødelagte dør- og vindueskarme efter indbrud, til stormskader på taget, ødelagte rør i køkkenet eller vandskade under gulvet.

Vi arbejder som håndværkstaksator for

Vi er stolte af at være faste håndværkstaksatorer for bl.a. disse forsikringsselskaber.

Processen som håndværkstaksator

Vi er vant til at rykke hurtigt ud til forsikringsskader. For vi ved, at det ofte er hastesager og kan have en invaliderende effekt på slutkundens hverdag, indtil skaden er udbedret. Derfor anser vi det for vores fornemmeste opgave at levere et hurtigt stykke arbejde, hvor vi dog aldrig går på kompromis med kvaliteten.

Vores arbejdsproces som håndværkstaksator er typisk:

  • Forsikringsselskabet tager kontakt til os og anmoder os om at besigtige en forsikringsskade hos en af deres kunder
  • Vi tager kontakt til slutkunden (privat eller erhverv) og aftaler tidspunkt for besigtigelse af skaden
  • Grundig besigtigelse af skaden
  • Taksering af skaden med udgangspunkt i, hvad det vil koste at udbedre skaden med samme byggemetode og materialer på skadestidspunktet. Herunder kontakt til samarbejdspartnere inden for andre fagområder, som vi har fast samarbejde med og kan stå inde for kvaliteten af. Det kan f.eks. være maler, murer eller VVS’er
  • Taksering sendes til forsikringsselskabet, som i dialog med slutkunden afklarer, hvem denne ønsker til udbedring af skaden. Det står altid slutkunden frit for at vælge en anden til at udbedre skaden, dog skal prisen, vi som håndværkstaksator har sat, overholdes. Eller, det er i hvert fald den maksimale omkostning, som forsikringsselskabet vil betale for udbedring af skaden
  • Vælges vi, ja, så tager vi igen kontakt til slutkunden for at aftale tidspunkt for udbedringen
  • Vi kontakter og koordinerer udbedringen med den eller de eventuelle samarbejdspartnere på sagen, som vi under takseringen udvalgte
  • Udbedring af skaden med løbende dialog med hhv. slutkunde og forsikringsselskab
  • Aflevering til slutkunden og rådgivning

Vi sørger naturligvis undervejs for alle rapporter, dokumenter og rådgivning af både forsikringsselskab og slutkunde. Vi kender alt til at arbejde med f.eks. tilstandsrapporter, der ofte har relevans i forsikringsskader.

Erstatningen fra forsikringen kommer typisk efter, at skaden er udbedret af os. Det er forskelligt fra forsikringsselskab til forsikringsselskab, om slutkunden lægger ud for det udførte arbejde og derefter modtager erstatningen, eller om forsikringsselskabet betaler for udbedringen direkte.